• Hvem er vi
• Nationalt
• Kan du hjælpe
• Internationalt
• Værtsfamilier
• Fotoalbummet
• Bestyrelsen
• Afdelinger
• Årsberetning
• Takkebreve
• Oplevelser
• Sommerlejr
• Kalenderen
• Tolke
• Sende penge
• Forsiden
• Nyhedsbreve
• Skriv til os

Værtsfamilier søges

til socialt dårligt stillede børn i alderen 7 - 12 år fra Brjansk området. Et område der blev forurenet i forbindelse med Tjernobyl ulykken.

En værtsfamilie skriver:                                 En russisk leder skriver:

Tankevækkende oplevelser.                          Mine oplevelser i Danmark juni 2004.

Værtsfamilie Sommeren 2005 skriver         Sommeren 2005

Løgstør                                                            Aalborg

Haverslev - Fjerritslev

En Værtsfamilie skriver:

En oplevelse for livet.

Vi er et ægtepar på snart 65 og 57 år som i vores ungdom har haft feriebørn fra Danmark.
Vi har selv tre voksne børn som er fløjet fra reden, så nu syntes vi at vi havde overskud til feriebørn igen, denne gang blev det fra Rusland. Min mand har været i Rusland med nødhjælp for ca. tre år siden.
Vi fik to drenge på tolv år i fire uger. Det glædede vi os meget til. Fire uger er lang tid med to drenge, som man ikke kan tale med, så vi fik da også sommerfugle i maven da tiden nærmede sig. Fire uger går hurtigt, der var slet ikke tid nok.
Vi gjorde os nogle tanker inden de kom. Hvordan ville det gå når vi ikke kunne tale med dem? Hvad med maden, kunne de lide den?
Hvad nu hvis de fik hjemve?
Alle disse tanker var uden grund, vi brugte tegn og tog fat i hinanden og viste så godt vi kunne hvad vi mente. Der var ingen der gav op, men det skete vi fik et godt grin ud af det. Drengene var gode til at lytte og lære.
Vi har i år haft den bedste ferie i mange år. Vi har glædet to drenge og de har givet vores familie og venner så megen glæde igen. Det var to dejlige drenge som var lidt reserverede i starten, men de var jo også langt hjemmefra. De var søde, høflige og meget velopdragne.
Den ene var lidt indelukket, hvor den anden var mere fri, så det var godt med to, så de kunne støtte hinanden. vi har mange sjove episoder og minder om dem.
De sagde pænt tak for mad når de havde spist. Så en dag da jeg havde syet en lynlås i et par bukser for den ene, så han meget glad ud og sagde straks ”tak for mad”, ja vi kom sådan til at grine og han lærte at det bare hed tak for det. Ja vi kan blive ved med, at fortælle om sjove og gode episoder.
De to drenge gik ind i vores familier, som om de havde været hos os tidligere, de kom godt ud af det med vores egne børn, som også er kommet til at holde af dem.
Vi har været i skoven og samle brænde til Sct. Hans bålet på et plejehjem og vi har været ved Vesterhavet. Det var en stor oplevelse for dem. Vi har været i en dyrepark og i regnskoven. Vi har også bare smurt nogle madder og kørt en tur ud i det blå og nydt det. Vi har grillet i haven og besøgt vores børn til stor glæde for os alle. Vores familie var bare vokset med to personer denne sommer, og vi har knyttet nogle bånd på tværs af grænser. Vi skal over til vores to drenge og besøge dem på børnehjemmet i oktober, og det glæder vi os alle til.
Det var en positiv udfordring, som vi aldrig vil glemme, og vi synes at alle der har lyst og overskud til det, skal unde sig selv den oplevelse, det er at glæde disse børn og sig selv.

Hilsen Karen & Vagn

En russisk leder skriver:

Kære Venner! Kære Værtsfamilier, Kære Medlemmer og ledere af Nordjysk Humanitærhjælp.
Jeg er gruppeleder for Tjernobyl børn fra Novozybkov Region.
Jeg vil gerne give Dem min hjerteligste tak fra alle børn, som har været i Danmark. Danmark er, mener jeg, det skønneste land i verden.
På  landkortet er det lille, men jeg har rejst så meget rundt i Danmark, lært så mange mennesker at kende og set hvor stor jeres land er, hvor skøn naturen er, hvor skøn byerne er.
Det er et paradis, et paradis for de mennesker, der er født her, ikke kun på grund af landskabet, men også på grund af det danske socialsystem.
Overalt er der en høj ”Meget høj” levestandard, alle mine venner siger, at det er dansk standard.
De mennesker, der har modtaget russiske børn i deres familier, de er storslået, de er hjertevarme, de giver børnene så megen opmærksomhed, så meget kærlighed!
Det er svært og anstrengende at få et barn, og dette barn forstår ikke et ord dansk. Man må have stor tålmodighed og et stort hjerte! Jeg har ringet til alle børn, og alle børn sagde: ”Tak”, alting er så dejligt”.
Jeg vil også sige lederne af Nordjysk Humanitærhjælp vores dybtfølte tak – for jeres ansvar, for jeres tålmodighed, for jeres opmærksomhed for vore problemer, for børnenes problemer i Rusland og for ældre menneskers problemer. En skam, at jeg ikke kan skrive så meget, som jeg vil!
Jeg har oplevet så meget af jeres skønne land, og vil sende en hjertelig hilsen til alle mennesker, der var så venlige mod os, og som er så hjælpsomme.
Med kærlighed og taknemlighed fra lederen og alle Tjernobyl børn i Novozybkov Region.

Sina Gubareva

Tankevækkende oplevelser.

Vi var værtsfamilie for et stråleramt russisk barn første gang i 1993, det betyder, at vi har været værtsfamilie i alt elleve år.
Første år inviterede vi igennem en anden organisation.
Det første år var vi vært for Olga – en pige på 12 år, efter et par år blev det udvidet til to børn, så blev det tre børn og i 2003 har vi haft besøg af fire børn. Vi har også planlagt at invitere 4 børn i 2004.
Det er nok efterhånden blevet til en livsstil for os.
Vi har sammen besøgt ”vores børn” ti gange altid i oktober måned.
I oktober 2003 besøgte vi eller mødte næsten alle ”vores børn” vi har haft
på besøg i DK. Bl.a. besøgte vi Olgas familie. Her spurgte de om ikke vi ville med hen og besøge Olga på hendes arbejdsplads, hun arbejdede på en grænse cafe` mellem Hviderusland og Rusland.
Vi spiste til aften på cafeen sammen med Olgas forældre, her fik vi at vide, at Olgas månedsløn var ca. 175 kr. hun skulle selv betale for transport til og fra arbejde (15-20 km) hun arbejdede 240 timer om måneden, cafeen var døgnåben og hendes arbejdstid var 24 timer.
Olga er en pæn og velbegavet pige, men familien har desværre ikke haft råd til at give hende en uddannelse.
Olgas far er i politiet, han kan gå på pension næste år, den månedlige pension vil være omkring 325 kr.
En anden af ”vores børn” Tatiana blev 18 år i september 2002, hun blev gift december 2002 og fik sit første barn i september 2003.
Tatiana og hendes mand er begge to arbejdsløse. Der findes reelt ingen arbejdsløsheds understøttelse i Rusland, når den lille familie alligevel klarer at overleve, skyldes det alene, at hele deres familie og gode venner hjælper i det omfang, det er muligt.
Vi besøgte også Alexandra en pige på 12 år, hun har været i DK 3 gange.
Alexandras mor er læge, hun kan gå på pension om 2 år, hendes månedlige pension vil være ca. 400 kr.
Politi, lærere og læger er lavstatus i Rusland.
I Novozybkov området er pensionsalderen for kvinder 45 år og for mænd
50 år. Det skyldes Tjernobyl katastrofen, Novozybkov området er et af de allermest stråle forurene områder i Rusland.
Pensionsalderen i Rusland er normalt 50 år for kvinder og 55 år for mænd.
Det kræves dog, at man har arbejdet i mindst 20 år for at opnå retten til pension.
Pensionens størrelse vil være afhængig af den løn man har haft tidligere.
Vi kender en dame der har en løn på omkring 600 kr. pr. måned, hun betaler 250 hr. pr. måned i husleje + el og varme, der er ikke meget tilbage til fornøjelser når kosten og daglige fornødenheder er betalt.
Der er stor inflation i Rusland.
Dette er kun nogle få eksempler med udgangspunkt i ”Vores egne børn” og personlige venner i Rusland.
Men som aktive i Nordjysk humanitærhjælp gennem mange år, har vi kendskab til utroligt mange triste skæbner.

Med venlig hilsen Kirsten & Peter Lassen, Nibe

Mine oplevelser i Danmark juni 2004.

I morgen er sidste dag af mit ophold i Stepping, Danmark.
Min og også børnene, der har været her sammen med mig en hel måned.
I min gruppe var der 20 børn, i Stepping boede sammen med mig to børn hos Ruth Lorenzen og Karl Nielsen.
Jeg har ringet til mange børn, der var i min gruppe, særligt dem, der var i Danmark for første gang. Og alle sagde – alt er OK. Jeg spurgte om alt: Hvordan er maden, hvad har de givet dig, hvilke ting har i besøgt, om det var godt og interessant.
Om de havde hjemve.
En pige sagde, at hun kunne bruge hele dagen på, at fortælle alt om, hvad hun havde oplevet.
Tusind tak, kære dejlige værtsfamilier for jeres omsorg og hjælp!
Mange af mine venner i Stepping er medlemmer af Nordjysk Humanitærhjælp!
Mit højeste ønske er, at denne organisation, må eksistere længe – mange børn behøver hjælp!
Hvad har jeg selv oplevet? Jeg har skrevet dagbog, og Ruth har kopieret den til børnene, og dagbogen er tyk, fordi jeg ville ikke glemme noget.
Hvor har vi ikke været på tur? Fra syd til nord har vi haft mange ture, og hvor skønt det var! vi var ved Nordsøen i sommerhus, og i Legoland en hel dag, i Legoland var vi i smage huset og beundrede det, i akvariet  i Tyborøn, i oplevelseshus, og børnene kunne prøve alting.
Vi har også besøgt et klokkemuseum, og der har børnene hørt klokkemusik og endda hørt klokken fra Titanik.
Børnene har  fået en T-shirt  med deres eget foto – det var lykken.
Dem har et ungt par Henning og Ella lavet til børnene.
Vi har også besøgt Ingrid Elkjær på Thurø nogle dage.
Men hvor meget har vi oplevet? Vi har som turister kørt med firmaet ”JH-Busser” og kørt rundt på hele Langeland uden at betale. Hvor meget gavmildhed findes der! Børnene har set deres elskede Harry Potter i Svendborg. De har besøgt H.C. Andersens hus.
Og var på restaurant i Christiansfeld, indbudt til ”tag selv bord” og kunne uden betaling nyde den dejlige mad.
Hvor meget skønt har vi ikke oplevet i Danmark. Men det skønneste – det er menneskene, som jeg har lært at kende, jeg kan fortælle rigtigt meget om dem, om deres hjertelighed, om deres venlighed, om deres hjælpsomhed, om deres medlidenhed med børnene.
De er ædle og hjælpsomme! Mange tak til dem, kære venner! Kære dejlige mennesker.
Jeg ville gerne nævne mange navne, men jeg kan ikke nævne alle, der har inviteret børn fra Tjernobyl zonen.
Alle venner som har indbudt os, har givet os så meget – også penge.
Lækker mad, tærter, kager og is. Børnene var altid glade og lykkelige.
Jeg mener, at vi aldrig kan glemme det.

Tusind tak kære venner for alt.

 Sinaida Gubarjewa

 Leder for en russisk gruppe børn

Værtsfamilie sommeren 2005 skriver

Åbybro.

Så gik 3,5 uge med 4 dejlige drenge igen alt for hurtigt, og nu er der så alle minderne tilbage.
Vi nåede 9 gange i Fårup sommerland og alle gange, glædede børnene sig til at komme af sted.
En tur i Cirkus og en ride tur på en elefant var lige sagen.
En tur til lægen og en tur på skade stuen var af det mindre sjove.
Under en middag på Saltum Kro med stort tag selv bord forsynede Victor sig med feta ost, han ville så vide hvad det var, min søn er altid opfindsom, han tegnede en musefælde og en mus og pegede ivrigt på lokkemaden i fælden, men ak Victor troede at det var mus og trods mange forklaringer nægtede han at spise de små hvide tern.
En dag i Blokhus bankede Erik vildt med en lille plastikskovl i klitterne, de to mindste kom styrtende hen til mig og råbte Anakonda, knægten havde bildt dem ind at han havde slået en Anakonda ihjel, de to små var ikke nemme at overbevise om, at der ingen Anakondaer er i Danmark.
Og Erik han grinte bare, man har da vel lov til at lege Tarzan.
På et pap krus på Mac Donalds var der et billede af de olympiske ringe, drengene sagde Audi jeg sagde olympiske lege, det anede de ikke hvad var, de var sikker på, at det var en reklame for Audi.
Der var mange der havde foræret tøj til børnene og en del meget for stort, jeg forklarede dem at Sudan missions genbrugsbutikken skulle have det, så solgte de det  og tjente penge, så de sultne børn i Afrika kunne få mad, det kunne jeg se på dem, at de ikke kunne forstå, det kom totalt bag på dem, at der var nogen der ingen mad havde, vi kikkede derfor på en verdenskort, for at de kunne se, hvor Afrika lå, men sådan et havde de nok aldrig set, de kunne i hver tilfælde ikke finde hverken Afrika eller Danmark.
Min mand kan tage nogle af hans tænder ud, det viste børnene ham også, at de kunne, da de tog hjem lå der 4 mælke kindtænder i hans toilet skab.
Og så var der lige den dag Miska lavede isterninger, han hældte vand i isterningeposer og vupti så kunne man vende dem på hovedet, uden at vandet løb ud, det var da det rene trylleri.        

                                                   .                                                       

fortsat god  sommer            Jette Vad

Løgstør

Jeg har i flere år været sponsor for et barn gennem Børnefonden. I deres mailbrevkasse var der omkring årsskiftet 03-04 en pige der skrev om hendes familie havde overvejet at få feriebarn. Det satte mig i gang. Jeg havde tidligere overvejet det, men nu skulle der handling til. Jeg gik ind på diverse hjemmesider for at se hvilken der passede os bedst og fandt frem til Nordjysk Humanitærhjælp. ret hurtigt fik jeg os tilmeldt til Peter uden andre overvejelser end det går nok. Peter kom på hjemmebesøg lige efter vi havde haft en mindre brand men han stolede på vi fik det i orden inden pigerne kom. Og så ventede vi.
Pigerne kom, jeg hentede dem alene, men inden vi kom ud af byen, havde de opgivet at give os navne og vi var fra begyndelsen mama og pappa. Vores voksne datter, der ikke bor hjemme var søster Nina.
Ferien var en succes og selv om vi ikke måtte love de måtte komme igen virkede det som om de regnede med det. I oktober rejste jeg over og besøgte dem med N.H. Det var en dejlig oplevelse for mig. Selv om det selvfølgelig ikke er optimalt at bo på skoleinternat, havde børnene det godt. De havde alle rent, årstidssvarende, og pænt tøj på. De havde hver sin seng med rent sengetøj, fik 3 måltider om dagen. Måske ikke det mest inspirerende mad, men de fik en portion hver, og hvis de ville have mere var der brød eller lignende nok. Det er vist sundt at spise mere brød end vi gør her til lands.
I år kom de også. Jeg hentede dem med Nina og de kom bare hjem. Der var ingen tvivl i deres sind om de var hjemme og vi startede, hvor vi sluttede sidste år. De undersøgte deres kommode og klædeskab for nyheder, kasserede hvad de ikke gad bruge og fordelte resten. Heldigvis var der nok. De kiggede mistroisk på deres nye sandaler (ECCO ) men prøvede dem og fandt dem åbenbart behagelige selv om udseendet var meget tilbage fra ønsket. De kunne nok også se på mig jeg ikke var til at diskutere med. Vi brugte ferien med at besøge gamle venner fra sidste år, en tur i Fårup Sommerland ( de forstår ikke hvorfor KUN 1 ) og ellers hjemlig hygge. De er ikke i tvivl om at de hører til her, og de har opgaver de skal udføre. De skal f. eks cykle ud til en jordbæravler i nærheden og plukke jordbær og betale for dem. De piller kartofler og fodre kyllinger og ænder. Vi lever sammen som var de vores børn, der bor på kostskole resten af skole året og de accepterer at noget kommer ikke med hjem til Rusland, men venter her til næste år ( bl.a. el-tandbørster, de har vist ikke eget elstik ). En dag prøvede de at bilde mig ind de havde fødselsdag begge 2 i ferien. Jeg ved det er i februar og december så den gik ikke. I stedet lavede vi juleaften deres sidste aften hos os. Det var Ninas fødselsdag og hun havde en veninde på besøg. Vi fik and ( en af dem de havde fodret ) og flæskesteg, ris a la mande og chokolade mousse,  vi havde bagt 5 slags småkager købt marcipan chokolade flæsk og hvad der ellers hører til og vi hentede juletræ på en sommerhusgrund efter aftale medejeren. Det var utrolig grimt. Pigerne blev mere og mere undrende over alle de forberedelser. Om mandagen var de med Nina og veninden inde hos søstrene Green, for at købe julegaver til alle, og vi købte til dem. Gaverne var små og symbolske men antallet er efter min mening vigtig og vi har jo begrænsede økonomiske midler. Efter alle gaver var delt ud fik pigerne en radio og cd. afspiller hver og hvilken lykke. Jeg skulle til gengæld til at pakke om da radioen skulle i bagagen efter aftale med Peter. Det var først der det virkelig gik op for pigerne at nu var det slut for i år. Derefter lavede jeg billeder indtil kl. 2.20 for vi laminerer alle deres fotos og julebillederne skulle med hjem. Jeg var utrolig træt da vækkeuret larmede kl. 4.45. men op skulle jeg jo. Pigerne var til gengæld oppe og i tøjet på et øjeblik selv om de først plejer, at komme ved 10 tiden. Madpakkerne kom i deres rygsække og morgenmaden spist og så af sted. Glæde ved at se de andre men vemodigt for mama.
Nu glæder jeg mig til at gense dem til oktober for ikke at snakke om næste sommer.
Tak til bestyrelsen og andre der gør det store arbejde, at organiserer både børnenes rejser og vores i oktober.

 Gerd Fuglsang.

Haverslev - Fjerritslev

På en lille opfordring, vil jeg forsøge mig med et lille indlæg.
Jeg vil begynde med at fortælle om sidste års besøg af 2 drenge på 9 år.
Der skete jo det for os, som mange sikkert vil nikke genkendende til, at det var meget svært at skulle sige farvel, efter 4 uger intens samvær.
Min mand og jeg er ikke længere vår hårer, men det tog os dog kun et par dage at få øjnene i nakken til at fungere igen.
To dejlige drenge, den ene rolig og kærlig, den anden noget urolig, men de fungerede udmærket sammen.
Vi havde mange fornøjelige, somme tider anstrengende timer sammen!
Da min mand i oktober 2004 besøgte begges forældre, fik han bekræftet, at begge drenge havde været glade for at bo hos os.
Jeg vil også nævne, at den russiske generøsitet og gæstfrihed, ikke kender grænser.
Så kom 2005, vi skulle tage stilling, børn? Det kunne være dejligt, men jeg fungerer ikke længere så godt fysisk, og børn er børn, der skal ske noget! Men så hørte vi, at man manglede et hjem til en leder.
Det sagde vi med glæde ja til.
Og det blev jo ren fornøjelse. En på alle måder sød, velbegavet og udadvent ung kvinde, som interesserede sig meget for klassisk musik, maleriudstillinger og danske kirker.
Det var godt nok en stor appelsin i min turban.
Aftenen tilbragte hun mest med min mand, de spillede kort, lagde kabale og tog et par vodkaer.
Da alt fungerede så godt, håber vi ikke, at vi har set Olesya for sidste gang.

 Med venlig hilsen C. & G. Faarbæk

Aalborg

Indlæg fra Anette Schiøtt og Karsten Morratz

Så synger det på sidste vers. I skrivende stund er der kun 6 dage til, at vores dreng Oleg (som vi efter den første uge fandt ud af udtales Alerk) skal hjem igen. Alt i alt har det været en rigtig god oplevelse for vores familie at have et russisk feriebarn. Især for vores søn Mikkel på 14.
Oleg og Mikkel fandt sammen allerede fra første dag. Det at Oleg er utrolig god til computerspil, ja det gav jo en stor fælles interesse med det samme.
Og der er blevet grint, råbt og hygget rigtig godt med nogle gode spil.
Det med sproget, ikke at kunne kommunikere sammen, det var svært og underligt i starten. Men efterhånden som man lærer hinanden at kende, så går det fint alligevel. Vi havde inden vores gæst kom, lånt russiske ordbøger – til begge veje. Man kan ikke danne sætninger, men bare det, at man kan finde et enkelt ord, hjælper utrolig meget. Desværre kan Oleg ikke bruge en russisk-dansk ordbog, så den vej hjalp det ikke.
Vi er en af de værtsfamilier, som undrede sig over det pæne tøj Oleg havde med. Men det fik vi jo så en forklaring på i medlemsblad nr. 3. Andet vi undrede os over var, at Oleg var god til computerspil. Og vi var så tilpas nysgerrige, at vi kontaktede Peter Lassen, for at få løst ”gåden”. Peter kunne fortælle, at Ruslands præsident Putin for nogle år siden besluttede, at der skulle være computere på alle skoler. Og da Oleg måske ovenikøbet har flair for det, ja så hænger det jo også sammen.
Noget andet vi undrede os over var, at Oleg ikke kan spor engelsk, men fint kan læse ord på dansk - dog uden at kunne forstå det læste. Også det var der en logisk forklaring på. Russiske børn er nødt til at lære de latinske bogstaver, da f.eks. fysik formler bliver skrevet med disse. Og det at søge på internettet, ja det kræver jo også godt kendsskab til de latinske bogstaver.
Vores tid sammen er gået med et godt besøg i Fårup Sommerland – desværre uden rabat på entrébilletten fra Fårup´s side. Oleg var med i samtlige forlystelser – jo vildere jo bedre - og havde en rigtig god dag. En tur på Marine Museet i Aalborg var en stor oplevelse, da han opdagede, vi kunne komme op i en stor undervandsbåd. Minigolf banen er blevet besøgt, en tur til stranden er det også blevet til. Og det at komme en tur på Pizza Hut med ta´ selv pizza og is bagefter, ja det var selvfølgelig en succes. De to drenge var også en tur i svømmehallen, og det viste sig, at Oleg var en glimrende svømmer. Noget af det han rigtig har nydt, er at komme i Bilka og handle. Vi har grillet med venner de lune sommer aftener, og DET var noget for en temmelig kræsen dreng. Og så har vi tømt legetøjsbutikkerne for vandballonner, som der er blevet brugt timer på at lege med i haven.
Det bliver svært at sige farvel til vores friske, glade og kvikke feriedreng. Men måske vi får hinanden at se til næste år igen.
Da vi var inde på nettet og lede efter noget med Novozybkov, fandt vi en rigtig god side, som kan anbefales til andre, som kunne tænke sig at se, hvordan der ser ud derovre. Siden hedder : http://www.novozybkov.ru/eng/

Værstfamilie : Rune, Mikkel, Karsten og Anette fra Aalborg
 

Sommer 2005

Vi er en familie på 2 voksne og 2 børn (Natasha på 11 og Nicklas på 8.), som efter lange overvejelser om fordele og ulemper ved at have et russisk feriebarn, fik lysten og ønsket om at prøve.
Vi meldte os til, havde et hyggeligt besøg af Edit og Kaj, og fik senere papir på at vi ville få en dreng på 12 (Ivan). Hold op hvor vi glædede os, nu kunne sommeren ikke komme hurtigt nok.
Dagen oprandt hvor vi skulle til Middelfart og hente Ivan. Vi blev ringet op at bussen kom tidligere end beregnet (skønt) afsted til Middelfart. Der snakkede vi med andre værtsfamilier og fik nogle gode råd. Vi var meget spændte. Havde vi gabt over for meget? Passede han ind i familien?
Bussen kom og da alle havde fået fordelt børn kørte vi hjem. Ivan var meget stille og indesluttet.
Hjemme blev han vist rundt i huset og fik vist hvor han skulle sove. (på Nicklas værelse).
Han gik resten af dagen mere eller mindre for sig selv, spillede playstation og game boy.
Han skulle lige se os an…. næste dag var han en del af vores familie.
Vi kørte til Lolland på western camping og skulle campere der en uge, og bare det at skulle med færge var en stor oplevelse for ham. På western camp havde vi alle tiders ferie og var i vandet hver dag, vejret var med os. Vi kørte også i Knuthenborg safaripark og Bon bon land, det var lige noget de kunne få af alle 3. Ivan lærer hurtig nogle ord på dansk og vi nogle ord på russisk, det kommer der meget skæg ud af, da udtalen ikke altid er rigtig.
Hjemme igen slapper vi af og får kørt nogle ture. Vi var blandt andet i Zoo, Givskud og på Egeskov. I haven har vi et stort svømmebassin stående som bliver brugt flere gange hver dag uanset vejret.  Vi har haft utrolig mange positive og sjove oplevelser.
Vi tog billeder med vores digital kamera og printede ud og satte i et fotoalbum til Ivan, så han havde minder med hjem fra Danmark, det var en af de bedste gaver vi kunne give ham, han blev så glad.
Ivan kalder os for mor og far, vi har fortalt hvad vi hedder så det ved han godt, men vælger alligevel at blive ved med at kalde os mor og far. Det gør ikke os og vores børn noget, det er vel heller ikke for meget forlangt at have en mor og far i 3½ uge om året.
Det har været en oplevelse at have Ivan her, han er en dejlig dreng, som ligner vores egne børn så meget. De har været som søskende (det siger alt ha-ha). Samtidig har det været utrolig dejligt at opleve hvor rummelige vores egne børn er. De glæder sig allerede til, til næste år, hvor vi håber at Ivan kan komme igen. 

Natasha, Nicklas, Pia og Pierre

Langeskov

Hjælp oS AT HJÆLPE ANDRE