• Hvem er vi
• Nationalt
• Kan du hjælpe
• Internationalt
• Værtsfamilier
• Fotoalbummet
• Bestyrelsen
• Afdelinger
• Årsberetning
• Takkebreve
• Oplevelser
• Sommerlejr
• Kalenderen
• Tolke
• Sende penge
• Forsiden
• Nyhedsbreve
• Skriv til os

Efterårstur til Rusland med fly                                        Turen til Rusland 2008.         
 
En solstråle historie                                                         En ny dimension i livet         

Hele turen værd                                                               Turen til Rusland 2003

Bureaukrati                                                                       Hus med havudsigt

Værtsfamilie for første gang                                           Turen til Rusland 2004
                                                                                                                            

Efterårstur til Rusland med fly.

Den 11.10.08 tog 16 personer fra Danmark til Rusland. Mange af disse personer havde aldrig før

Været i Rusland, men alle havde russiske feriebørn tilfælles. 12 personer skulle ud og bo privat, hos familier til børn som har været feriebørn i Danmark.

Vi tog med AEROFLOT fra København kl.9.25 og ankom til Moskva kl.9.25 lokal tid. I Moskva ventede en bus som skulle transportere os til Brjansk – Klincy og Novozybkov, en tur som tager ca.10 timer.

Mit første stop var Brjansk, hvor jeg skulle være til den 14.10.08. Jeg havde håbet på et møde med en myndighedsperson i Brjansk, vedrørende vores samarbejde omkring forældreløse børns ferieophold i Danmark, hvilket dog ikke kunne lade sig gøre da den ansvarlige først var at træffe efter den 20.10.08.

I Brjansk boede jeg selvfølgelig hos familien til vores feriedreng gennem 5 år. Familien bor i en lejlighed på 1 ½ værelser, men hvor der er hjerterum er der også husrum. Jeg var rundt i Briansk, hvor jeg bl.a. så et monument for Tjernobyl ulykken og jeg var med ude og hente vand fra en hellig kilde, herudover så jeg selvfølgelig mange skønne kirker. Jeg var på 3 politistationer for at få mine papir i orden – man skal registreres som bevis på at det er OK at man er i landet.

Den 14.10.08 blev jeg transporteret 180 km fra Brjansk til Klincy hvor jeg skulle opholde mig til næste eftermiddag.

I Klincy havde jeg et møde med overborgmesteren Victor Sachenko  - Klincy kommune udgør ca. 75.000. personer – Victor Sachenko lovede at arbejde at arbejde for Nordjysk humanitærhjælp og hjælpe via det politiske system, med at løse problemerne med udrejsetilladelser for forældreløse børn.

Efter dette møde blev jeg kørt ud på landet, for at besøge en lille landsbyskole. Besøget på skolen, gjorde et stort indtryk på mig, jeg blev sat mange år tilbage i tiden. Fra denne skole havde der været børn, som i sommer har været feriebørn i Danmark og jeg fik kærlige hilsner med hjem til disse ferieværter. Skolelederen bad mig om at takke alle dansker som er med til at gøre det muligt for russiske børn at komme på et ferieophold i Danmark, herudover takkede man mange gange for de penge som blev sendt over til dem i foråret, for disse penge var der blevet købt mad til børnene.

Den 15.10.08 sidst på eftermiddagen blev jeg afhentet i Klincy og nu gik turen til Novozybkov.

I Novozybkov mødtes jeg med de fleste andre danskere som var med på turen, dog manglede et par stykker som var på besøg langt ude på landet – langt ude. Jeg var indkvarteret hos familien til 2 børn som vi  også havde haft på besøg i sommer, denne familie boede også i lejlighed.

Vi fra Danmark besøgte skoleinternatet, hvorfra mange børn gennem de sidste 15 – 16 år har været på ferie i Danmark.

Skoleinternatet fremviste med stolthed et nyt badeværelse, dette havde de lavet for penge fra Danmark og der blev sendt mange, mange tak til Nordjysk humanitærhjælps medlemmer samt venlige sponsor, for uden jeres hjælp havde de aldrig fået dette badeværelse.

Den 17.10.08 kl. 19.00 gik turen tilbage til Moskva, vi skulle med fly næste morgen kl. 7.25.

 

For at der ikke skal være nogen misforståelser, så har alle 16 deltager selv betalt alt for turen, samt deres ophold.

Med venlig hilsen

Inge Bækvan

Formand

Nordjysk Humanitærhjælp


                                                                                                                                     Højby, Sjælland d. 20. oktober 2003.

En solstråle historie / en oplevelse for livet.

Det hele startede i foråret 2003, hvor vi sidder og hører en radioudsendelse ”har du noget du mangler”, det er Inge Bækvang der efterlyser værtsfamilier til stråleramte børn fra Tjernobyl, Rusland.
Det er Nordjysk Humanitærhjælp der står for det hele.
Efter at have hørt udsendelsen, sidder vi, Sussi og Lennart, og snakker lidt frem og tilbage om indlægget i radioen.
Det skal lige siges at vi har altid givet en skærv til diverse hjælpeorganisationer, men efter at have hørt og læst meget om disse, om hvad pengene går til (lønninger, biler, administration o.s.v.), ville vi ikke mere give penge til sådanne ting. Hvis vi f.eks. gav 100,- kr. så var det måske kun de 20,- kr. der kom frem til rette sted og det kunne ikke være rigtigt.

MEN HER……DER VAR NOGET VI KUNNE GØRE.

Hvis vi meldte os som værtsfamilie, ville hver en krone vi tog op af pungen gå til et godt formål, (Det skal lige siges at vi selvfølgelig lige snakkede om det overhovedet var noget vi kunne stå inde for, det var jo et stort ansvar at tage). Men hvorfor ikke, vores egne børn var jo flyttet hjemmefra, og kærlighed havde vi jo stadig masser at give af.

SOM SAGT SÅ GJORT…….

Vi ringede til Inge Bækvang, præsenterede os som dem vi var, og spurgte om vi overhovedet kunne komme på tale som værtsfamilie. Efter at have talt sammen ca. en halv time i telefonen, sagde Inge at vi så godt som 100% kunne regne med at å et barn fra Rusland, det ville nok blive en dreng på ca. 10 år, for det var dem der manglede værtsfamilier til, hun ville lige sende nogle papirer til os.
Allerede efter 2 dage modtog vi så papirerne, som vi skulle udfylde, der var noget om at ens kommune lige skulle godkende familien, her var der intet problem, så vi blev tildelt en dreng ved navn Denis på 12 år som skulle ankomme i juni måned. hold op. Hvor vi glædede os….
Vores egen familie blev så informeret om ”familieforøgelsen”, sikken glædelig modtagelse der blev givet os, alle var meget interesseret.
Min (altså Sussi`s) søster Marianne blev også interesseret og spurgte om man som enlig kunne blive godkendt, så hun fattede også telefonen og ringede til Inge Bækvang, det var der ikke noget problem med, så hun ville også få et barn, og som den dejlige dame Inge er, fik hun også Marianne til at tage imod en leder fra Internatet, så Marianne skulle lige pludselig modtage 2 fra Rusland.
Peter fra Jylland ville gerne se hjemmene inden modtagelsen, så han kom et par uger senere, og alt var OK.
Så kom den søde og lange ventetid….
Endelig kom dagen, vi skulle hente børnene i Glumsø, de var meget forsinkede og trætte efter den lange køretur. Sikken en dejlig unge vi skulle have med hjem, kemien var der bare fra første øjekast.
Det blev en måned som vi aldrig vil glemme, vi kan desværre ikke skrive alt hvad vi oplevede, for så ville vi lægge beslag på hele nyhedsbrevet, og der er sikkert også mange andre der vil skrive til jer.
Så for at gøre en lang historie kort, vil vi bare sige at alt var og blev en dejlig oplevelse med Denis, vi kom virkelig til at holde af den dejlige dreng.
Da han så skulle hjem igen var det selvfølgelig med tårer i øjnene, og lovning på at vi ville komme over til Rusland og besøge ham til oktober.
I mellemtiden blev der udvekslet breve mellem os og familien i Rusland, og stor var vores glæde da vi modtog det første brev…DET VAR PÅ DANSK….(vi havde givet Denis en lille oversættermaskine fra Harald Nyborg til 200 kr. med hjem. Vi måtte selvfølgelig læse det flere gange, da grammatikken ikke er ens i alle lande, så det var lidt svært at forstå. Men mening og forståelse med det, er der slet ingen tvivl om.
Vi vedlægger kopi af begge breve som vi har modtaget indtil nu….
 

Så kommer turen til Rusland oktober måned 2003.
Jeg har ikke skrevet dagbog på turen til Rusland, men jeg vil alligevel gerne fortælle om vores oplevelse i det store Land.
Vi ankommer til Internatet mandag morgen, hvor Denis og hans forældre er der for at modtage os, sikken velkomst, det var med kys og kram og et stort velkommen til os. Vi blev ligefrem hevet ind i deres hjerter, for nu var vi kommet. Vi måtte hen til Peter og sige at her var der ingen problemer, vi skulle bare med dem hjem…Fint, sagde Peter, så ved jeg at I er i gode hænder, og rigtig god fornøjelse.
Så gik turen hjem til Denis hus, vi kørte i hans far`s gamle Moskwitch, det fik vi meget skægt ud af, havde det været her i Danmark, så var den blevet kasseret for længe siden af politiet, ikke engang en skrothandler ville have den, men hvad pokker, den kunne jo køre så længe det varede.
Hjemme i huset møder vi så storesøster Natasja på 19 år, virkelig en køn pige og samme velkomst. En rundvisning i huset, om hvor vi skal være de næste par dage, er en stor oplevelse, der bliver vist hvor toilettet er (nede bag hønsehuset, det er et gammeldags lokum), og i skuret ved siden af er der ”bad”, vi skal bare sige til når vi trænger, så vil Pappa gøre det klart til os, det skal vist lige varmes op et par timer før brug.
Efter et stort morgenmåltid er det tid til at sove et par timer, så vi kan være friske og udhvilet til de kommende dage.
Vi er ude at besøge Bedstemor som bor i en landsby hvor der kun er 3 beboede huse tilbage, resten er der sat kryds hen over. Hun er en af de få som har rundet de 77 år, resten ligger henne på kirkegården, det er ikke mange som ligger der, der var 50 år inden de døde, det var et lidt sørgeligt syn. Inde i hendes hus bliver vi vist rundt, pænt og rent, men gammelt og fattigt, vi har selv kaffe og brød med. Ude i køkkenet har hun et ildsted, hvor hun sørger for varme og mad, og om vinteren ligger hun oppe over ildstedet på en hylde med alt sit tøj og støvler på, for at holde varmen, men hun er glad og tilfreds trods alle ulykker hun har oplevet i sit liv.
Da vi har været der en times tid, går hun hen i en dragkiste og låser den op, deri henter hun et nyt og pænt tørklæde som jeg (Sussi) skal have af hende som gave. Jeg tager det glædeligt på, for det er faktisk ret smukt. Det hang på mig resten af turen, for jeg blev så glad for det.
Da vi kommer hjem igen går jeg i gang med at lave en lagkage som jeg har haft med fra Danmark (alle ting til den har jeg købt inden vi tog hjemmefra), arbejdet med den bliver fulgt meget nøje af hele familien, for hvad er nu det? Det er jo kun Denis som ved hvad det er, han blev meget glad for lagkage i Danmark fandt vi ud af….
Da jeg så er færdig og den skal i køleskabet, spørger Mamma om den skal i ovnen, men det må jeg så forklare at det skal den ikke, den skal bare stå et par timer i køleskabet, så er den klar til at spise.
Om aftenen bliver den så sat på bordet, og jeg har aldrig set en lagkage blive spist så hurtigt som denne, den gjorde virkelig lykke.
Gudskelov havde jeg taget med til en mere, så den fik Natasja lov til at lave dagen efter, jeg skulle bare sidde og forklare hvordan hun skulle gøre. Hun var meget stolt, og ville have opskriften på den, men af gode grunde kunne jeg jo ikke give hende en opskrift.
Herhjemme er det hele jo lige til at købe, så jeg må finde ud af noget, så hun kan evt. lave en selv, og måske må jeg sende noget over til dem. Noget skal jeg nok finde ud af ….
De næste par dage går også med familie besøg… Giraffen skal jo vises frem…. Alle steder bliver vi modtaget med stor og ægte glæde, selv naboer og venner skal vi hilse på, så 4 dage er slet ikke nok.
Vi er også inde og se en stor kirke i Novozybkov, den er utrolig smuk.
En tur på Internatet med rundvisning, dans, musik og dejlig mad var der også tid til, det var helt dejligt at se at der blev gjort så meget for børnene, vi fik det indtryk af at børnene trivedes godt på hjemmet.
Nå, så skal vi på marked, og medens vi er i Rusland har Denis fødselsdag, han bliver 13 år, og selvfølgelig vil vi give ham en gave…. Vi kan se at han får store øjne når han ser en cykel, så vi hvisker lige lidt i hjørnerne og bliver enige om at høre hvad sådan en koster, da vi hører prisen er der slet ingen tvivl, omregnet i danske kroner er det ca. 350,- kr. det kan man jo ikke engang få en brugt en for i Danmark, så drengen får sin cykel, og en glad dreng kører selv hjem fra byen på den.
Så bliver vi enige om at søster Natasja også skal have en gave af os, og vi spørger hvad hun mest ønsker sig, jo et par støvler ville gøre stor glæde, så vi siger, at nu kan hun stille og roligt gå og kikke, og når hun finder dem hun allerhelst vil have skal hun sige til. Efter at have kikket et stykke tid, finder hun de rigtige, smarte højhælede støvler med godt foer indeni, ja så havde vi også en glad pige med hjem der.
Da vi kommer hjem igen, går Natasja model for os, hun var bare så lykkelig… Denis så vi ikke resten af dagen, han var ude at cykle.
Nå, men alting har jo en ende, også vores ferie, så turen hjemad mod Danmark kommer også.
Det bliver et farvel og på gensyn med mange tårer, jeg tror at vi vinkede flere kilometer efter at bussen var kørt fra Internatet.
Selve hjemturen gik fint, bortset fra at der ved den polsk - tyske grænse var en meget skrap teknisk kontrol af alle busser, så vi fik en forsinkelse på ca. 7 timer, men alle tog det hele med et smil og oprejst pande.
Så det skal lyde herfra, TAK FOR EN DEJLIG TUR, og tak til alle deltagerne for en uforglemmelig oplevelse, og tak for jeres dejlige selskab, det var en fornøjelse at møde jer alle.
Vi glæder os til næste år, når vi igen skal møde Denis som vi selvfølgelig vil invitere igen.
Med mindre der skulle ske noget helt uforudset, så skal dette års oplevelser gentages med lige så stor glæde som det har været i år.

De kærligste hilsner og tanker fra Sussi og Lennart.

 

En ny dimension i livet

Hver søndag formiddag sender DR-regionen i Næstved et meget aflyttet radioprogram – ”Har du noget du mangler”, hvor lytterne kan eftersøge hvad som helst – en brugt budcykel, et grisehoved, deltagere til dilettant o.s.v.
En søndag i foråret lyttede vi som sædvanlig – samtidig med andre gøremål – men standsede pludselig op og spidsede ører, da en veltalende dame fra Sydsjælland eftersøgte feriefamilier til russiske børnehjemsbørn fra Tjernobyl-området.
Befolkningen i og omkring Tjernobyl blev ramt voldsomt af katastrofen på det Sovjetiske atomkraftværk i 1986, men selv i dag – eller måske endnu mere i dag – rammes mange familier af dødsfald, der direkte kan henføres til strålingen fra atomkraftværket. Mange børn lever derfor alene eller med kun en forælder, og er derfor knyttet til et børnehjem eller skoleinternat.
Det er børnene herfra, der havde brug for et månedslangt ophold i Danmark i juni eller juli måned, hvor de kunne samle kræfter og hente oplevelser, som kunne hjælpe dem igennem den kommende vinter.
Dette ønske kunne vi simpelthen ikke sidde overhørigt, og kontaktede derfor damen fra Nordjysk Humanitærhjælp kort efter udsendelsen og tilbød os som feriefamilie i juni måned.
Vi blev mere og mere spændte og opsatte efterhånden som tiden nærmede sig, men også lidt betænkelige: Hvad nu med sproget og maden? Ville kulturforskellen være for stor og er vi blevet for gamle o.s.v.
Alle betænkeligheder blev dog omgående fejet væk, da vi modtog Eugeny Popkov, en virkelig herlig dreng på 10 år fra Novozybkov, der simpelthen tog os med storm!
Frisk og – meget – livlig 16 timer i døgnet med strålende humør, stor appetit og dertil en særdeles fin opførsel, hvad kunne vi ønske os mere? Eugeny selv ønskede, at hans moder stadig levede, men hun døde af kræft, da han var 2 år, hvorefter han blev flyttet til et børnehjem og skoleinternat, hvor han nu går i 4. klasse.
Desværre gik juni måned alt for hurtigt med sport, udflugter, familiebesøg og masser af helt almindelig familie-aktivitet. Sproget var slet ikke noget problem, vi klarede os på en blanding af russisk, dansk og en lille smule engelsk. Men da datoen for hjemrejsen oprandt var vi ikke ”mange sure sild værd”, da bussen igen kørte mod Rusland. Forinden havde vi d og forsigtigt spurgt Eugeny, om han havde lyst til at besøge os igen næste sommer, og om vi derfor måtte invitere ham. Heldigvis svarede han ”da” – ”ja”, så vi glæder os allerede enormt til juni 2004.
Vi er sikre på, at Eugeny har fået en god bagage med hjem fra Danmark, men oplevelsen for os har været mindst lige så stor.
- vi fik ikke blot et pragtfuldt russisk feriebarn i en måned, - Vi har fået en ny dimension i livet!

 

Familie Eeg  Sjællands Odde

Hele turen værd.

Forud for den 10 dages tur, som danske værtsfamilier tog i oktober måned til Zukovka og Novozybkov i Rusland, havdePeter Lassen kun lovet os en ting, nemlig at busturen ville blive strabasserende. – Det fik Peter ret i!
Til gengæld blev alle fortrædeligheder ved transporten opvejet af mødet med  den russiske gæstfrihed, der blev vist os overalt og af glæden ved at gense vores feriebarn Eugeny og hans familie i Novozybkov, hvor vi boede under de 4 dages ophold. For vores skyld kunne opholdet godt have varet 14 dage, det havde passet bedre til den lange bustur, og vi kunne have nået at opleve endnu mere af den pitoreske by og dens indbyggere.
Besøget på Skoleinternat nr. 12 gav os meget respekt for det arbejde, som skolens pædagoger udfolder for deres elever, trods et meget beskedent budget. Det var glædeligt at opleve, hvor meget de kan få ud af vores indsamlede midler, og hvor stort et ansvar de udviser.

Det var hele turen værd

 

Familie Eeg Sjællands Odde

 Turen til Rusland 2003.

Vi var 44 personer der startede på en tur til Rusland den 3.- 10.
Vi mødtes i Vejle og startede den lange tur kl. 20.00. Da vi kom til den tyske grænse skulle vi have handlet ind, men de havde lukket på grund af en helligdag, så det blev der ikke noget af. Bussen blev lavet om til sovebus så vi kunne ligge ned. Det er trangt med pladsen så man er meget social. Vi gjorde ophold ved nogle boder som havde åben hele natten, så der kunne vi få handlet lidt.
Den anden nat sov vi på et dejligt hotel i Warszawa i Polen. Vi fik en dejlig middag og et dejligt bad.
I bussen kunne vi købe dejligt smørrebrød og øl, vand og juice så vi led bestemt ingen nød.
Søndag kørte vi videre mod målet, hvor vi var fremme mandag morgen kl. 6.00. i Novozybkov.
Her blev de første sat af. Vi satte herefter kursen mod Zukovka, her var vi fremme ved det store børnehjem, hvor børnene havde planlagt underholdning for os. De sang mange gode sange for os, det gjorde de godt. Kl. 11.50. var vi fremme ved det lille børnehjem. Vi skulle nu over på internatet, hvor vi skulle bo. Vores drenge skulle komme senere på dagen, men det gjorde de ikke så vi blev meget kede af det. Personalet på børnehjemmet gjorde hvad de kunne for at hjælpe os. Der var stor gensynsglæde mellem de andre og deres børn, så det var jo dejligt at se. Vi glædede os til at se vores drenge næste dag.
Om tirsdagen var vi på en tur til et krystalsliberi, det var meget spændende at se hvordan det foregår. Set med danske øjne får de en meget lav løn, nogle sidder med hænderne i vand hele dagen og de laver tilsyneladende de samme bevægelser dagen lang, men de så dog tilfredse ud. Vi var også over og se deres museum med krystalting igennem tiden, det var utroligt flot.
Da vi kom hjem gik vi igen op på børnehjemmet for at mødes med drengene, men de var ikke kommet. Nu ringede Viktor til deres nye børnehjem for atter at få bekræftet at de kom, men de svarede ikke. Vi hyggede os med de andre så det gik jo alligevel, vi håbede at de kom næste dag.
Onsdag ringede Viktor igen og denne gang fik vi besked om, at de ville være der kl. 3.00 så nu håbede vi. Vi var rundt og se børnehjemmet sammen med Viktor, det var som at sætte tiden meget langt tilbage, men det så ud til at fungere. Kl. 15.00 kom så vores drenge og gensynsglæden var meget stor. Da de havde fået noget at spise gik vi hjem på internatet, hvor de pakkede gaver op. De fik fx en avis med billeder af dem selv og et fotoalbum, det satte gang i mange minder. Vi havde en dejlig eftermiddag og aften sammen. Vi spiste sammen og de viste os rundt i området. Vi var nede ved floden. Det var dejligt også at nyde deres natur sammen med dem og de var meget stolte over at kunne vise deres land til os.
De spurgte os om hvad vi syntes om deres land. Vi syntes det er et meget stort og storslået land. Torsdag var vi alle på en bustur til et stort marked og vi havde en dejlig tur. Vi købte gaver og nød det bare sammen. Om aftenen spiste vi sammen på internatet og hyggede os sammen. Vi fulgte drengene op på børnehjemmet da de ønskede at komme hjem. Til midnat gik turen atter hjem mod Danmark. Vi hentede de der var i Novozybkov og kørte videre til Warszawa hvor vi igen fik et bad og noget godt at spise. Lørdag er vi nogle stykker der tager en taxi ned på et meget stort marked hvor man kan købe alverdens ting.
Kl. 14.00. går turen videre og det går godt lige til den tyske grænse, hvor vi bliver forsinket i ca. 7 timer.
På grund af at der sket nogle alvorlige busulykker i Tyskland, var der en kampagne, hvor alle busser blev meget nøje kontrolleret.
Det var dejligt da vi igen holdt i Vejle. Det har været en lærerig tur på godt og ondt. Man skal ikke tage alt for givet, når man mødes med en anden kultur, det er ikke som i vores lille Danmark.
Endnu engang tak til alle som var med på turen, de bidrog jo alle med, så det blev en god tur.

 Hilsen

Karen & Vagn

Bureaukrati.

 

Denne oplevelse viser lidt om, at det kan være endog meget besværligt at få tingene til at forløbe planmæssigt i Nordjysk Humanitærhjælp. Da første hold børn skulle rejse hjem, var der ingen transitvisum til de danske ledere og chaufførerne fra den hviderussiske ambassade i Stockholm, dagen før afrejsen. Busserne skulle køre tidligt tirsdag morgen, og da visaerne og passene ikke var dukket op lørdag, ringede Peter til mig og spurgte om jeg kunne rejse til Stockholm mandag, hvis passene ikke var kommet. Han havde ikke telefonisk kunne komme i kontakt med ambassaden.

 Mandag morgen ringede Peter: "Passene var ikke med morgenposten, du må rejse til Stockholm og hente dem, vi skal rejse i morgen tidlig." Der var ingen fly fra Billund, så jeg kunne nå ambassaden inden den lukkede kl. 13, så jeg måtte tage til Kastrup og tage et fly kl. 11. Sporarbejder over Fyn bevirkede, at togforbindelserne til København var forsinkede, og det blev nødvendigt at køre selv. Det er svært at finde parkering ude i lufthavnen, når man kommer i sidste øjeblik. På grund af ferien skulle der checkes ind en time før afgang. Den hviderussiske ambassade ligger på Lidingø, 40 km fra Arlanda, så det var nødvendigt at springe på en taxa. Jeg er fremme ved ambassaden en halv time efter lukketid, og efter at have ringet på flere gange, dukker en mand op bag to glasdøre. Han stiller sig med armene over kors og ryster på hovedet og peger på sit ur, og forsvinder igen ud af syne. Jeg ringer vedholdende på døren, og han dukker op igen. Jeg vifter med arme og ben og han åbner den inderste glasdør, går ud i "slusen" og lukker døren efter sig, hvorefter han åbner yderdøren, for at fortælle mig at ambassaden er lukket, og jeg kan komme igen i morgen. Jeg forklarer ham om mit ærinde, at vi skal rejse i morgen tidligt fra Danmark med to busser fyldt med børn o.s.v. Efter lang tids parlamentering, siger han at jeg må ringe kl. 14. Jeg siger at jeg vil gerne vente; men det kan ikke lade sig gøre. Jeg beder om navn på en kontaktperson, og han siger at jeg kan bede om at tale med mr. Alexander. - Jeg forlader nødtvungen stedet og finder et hotel i nærheden, hvor jeg kan ringe fra en lille halv time senere. - Mr. Alexander fortæller at han har sendt passene med visa for nogle dage siden. Jeg beder ham opgive postkvitteringens nummer, så det er muligt for mig at spore forsendelsen på posthuset. Han svarer at den tekniske stab, som har disse oplysninger, først kommer kl. 13, hvorefter jeg kan ringe igen. Ringer igen - mr. Alexanders tekniske stab er endnu ikke kommet, jeg kan prøve at ringe igen om et kvarter. Ringer igen  -  - ingen tager telefonen - - prøver nogle gange igen - - ingen svar. Går op på ambassaden igen - ringer vedholdende på døren, og efter en rum tid dukker dem samme mand op bag glasdørene, stiller sig i bryderstilling med korslagte arme og ryster energisk på hovedet. - Jeg fægter igen med arme og ben, og endelig åbner han den inderste glasdør og går ud i slusen, hvor han lukker mig ind. - Jeg må komme igen i morgen tidlig; men jeg får forklaret ham, at mr. Alexander har lovet mig dokumentation for forsendelsen og at jeg ikke har kunnet komme igennem på telefonen. Uden et ord forsvinder manden og lader mig tilbage i slusen med alt tænkeligt alarmudstyr og videoovervågning. Efter en halv times tid dukker manden op igen - - med postkvitteringen - - jeg beder om en kopi, hvis jeg lover ikke at forstyrre ham mere. - Iler til posthuset nogle gader fra ambassaden og får foden inden for lige før lukketid. En utrolig flink dame går ind på sin PC, hver hun kan spore forsendelsen ud af Sverige via Malmø samme dag. Beroliget kan jeg ringe hjem til Peter og fortælle ham, at han kan sove roligt om natten. Næste morgen tidligt får Kirsten lov at "kigge" i postsækkene på Nibes posthus, hvor man finder forsendelsen - og ruslandsturen kunne starte til tiden. - Jeg har tænkt på om den "mystiske" mand på ambassaden hedder mr. Alexander

 Med venlig hilsen

 Peter Fribo

Hus med havudsigt!

Vi havde to ledere boende i en periode, og jeg var en dag sammen med dem på tur ved stranden, hvor vi bor og denne "historie" kan passende hedde - "Ønskes: hus med havudsigt"

De sidste dage hold to var i Danmark, havde vi en "ekstra" leder Valentina boende sammen med vores "faste" leder Tatiana. En dag var vi tre ude at gå i vores dejlige område, hvor vi bl.a. kom igennem et offentligt område, som ligger ned til stranden. Her kom vi forbi et nydeligt lille hus, der fik Valentina til at komme med et udbrud, som Tatiana møjsommeligt fik oversat til følgende: "Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne bo i dette dejlige hus, der ligger i så rolige og smukke omgivelser". - Det var svært at fortælle, at det dejlige hus er - en offentlig toiletbygning. - Da Tatiana forstod det, løb hun hen til huset og ind på herretoilettet. Lidt efter kom hun overvældet tilbage: "Der var hvide fliser, håndvask med sæbe og papir - og der var en fin toiletkumme og papir ved siden af !!  -

Hvad siger man som forkælet dansker ?? Jeg kunne ikke finde mange ord.

 Bente Fribo


 

Værtsfamilie for første gang.

Det var med stor spænding, at vi d. 3/7 – 04 begav os mod Glumsø skole. Vi skulle være værtsfamilie for første gang, og havde brugt mange timer på, at snakke om og forestille os, hvordan det hele ville gå.

Vi havde forinden sat en større indsamling, af såvel tøj som legetøj, i gang blandt venner og familie, og havde hver især et godt ”lager” af begge dele.

På Glumsø skole ventede vi ikke længe før bussen kom. Vi gjorde – som alle andre – gik udenfor, der stod vi så og kiggede; ”Hvem er han mon?”, tænkte vi, og så skulle vi gå ind igen!! Indenfor mødte vi endelig vores drenge; Konstantin og Alexander. Et par søde og meget stille drenge.

Vi blev i tvivl, om vi havde fået den ”rigtige” dreng, så vi fik hjælp til at spørge om, Konstantin nu også var Konstantin. Det bekræftede han.

Glade begav vi os hver især til vores respektive hjem, og drengene blev introduceret til deres hjem de næste uger. Dagen efter var vi alle sammen igen, så drengene også kunne hygge sig sammen. I løbet af eftermiddagen forsøgte drengene, at forklare os noget. Konstantin pegede på sig selv, og sagde en masse på russisk, som endte med Alexander. Vi smilte alle til ham, pegede på ham og sagde, at han jo hed Konstantin. Han så ikke videre tilfreds ud, og de to drenge udvekslede et opgivende blik.

Dagen efter blev vores tvivl alligevel så stor, at vi kontaktede Peter Lassen, og han kunne bekræfte, at vi havde fået Alexander og ikke Konstantin!! Det grinede både vi og drengene meget af – især drengene!!!

Alexander og Alexander faldt hurtigt godt til i de to familier. De opførte sig som vores egne børn – på en god måde, altså! De var begge meget enige om, hvad de kunne lide og ikke lide, og dette både i f. t. mad og påklædning, men var også villige til at prøve noget nyt – når det passede.

Altså ligesom danske børn!

Vi havde valgt, at give drengene hver et engangskamera, så de selv kunne tage billeder på vores udflugter. Billederne blev sat i et album sammen med de billeder, som vi tog. Albummet fik drengene med hjem, og det gjorde stor lykke. Vi var mange steder de 3½ uge drengene var hos os, selvom alle jo nok husker, at vejrguderne i hvert fald ikke altid var med os. At se deres glæde over stranden, cirkus, Bon Bon land, køretur i Stigs beton lastbil, ridetur på familiens hest m.m., var en glæde i sig selv. Den oplevelse som vi og drengene nok også husker bedst, var da vi besøgte Fredensborg Slot.

Vi ankom lidt før klokkeslag, og bad Alexander og Alexander at stille sig

foran vagten, så vi kunne fotografere dem. De var lidt tilbageholdende, og med god grund. Det vidste vi bare ikke. Da klokken slog, satte vagten geværet ved fod, hvilket resulterede i et højt ”klonk”, hvorpå drengene blev så forskrækkede, at de satte i løb over mod os. Selv vagten trak på smilebåndet, og da drengene opdagede, at det ikke var farligt, kunne de også grine af det.

Det var med en stor knude i maven, at vi skulle sige farvel til drengene, og vi indrømmer da gerne, at vi alle kneb en tåre, da bussen kørte med børnene, men vi er enige om, at vi har fået en oplevelse, som vi gerne vil gentage til næste år, hvis det lader sig gøre.

 Jytte og Stig Hansen, Næstved

&

Sabine, Amalie, Torben og Tania Hansen, Sandved


Værtsfamilie & Ruslands ture.

2003.

Det er nu andet år at vi har taget imod Russiske børnehjemsbørn. Det startede med en radio udsendelse, hvor vi fik lyst til at give et par børn fra Rusland mulighed for, at lære en dansk familie at kende, vi fik i juni 2003 to dejlige drenge Maxim og Dima  de var den gang kun 7 år. vi er en familie i 50 –60 års alderen, så vi mente, at vi kunde give nogle sådan børn en oplevelse, da vi havde haft drengene en uges tid, fik vi også en pige, det var Tanja også på ca. 7 år. det var en god tid vi havde sammen med drengene og Tanja. Da de var taget hjem blev huset noget tomt, så vi bliv hurtig klar over, at vi måtte tage i mod tilbudet om, at tage med til Rusland og der fik vi syn for hvordan de boede, vi blev indkvarteret på børnehjemmet og blev hentet af en lærerinde, så vi var væk noget af dagen, men sov på børnehjemmet. Da vi gerne vil gøre noget for Tanja spurgte vi om, der ikke var en person som Tanja kunde godt sammen med. Der fik vi oplyst at drengen Alexander, som gik i sammen klasse var god for Tanja da de leger meget sammen på hjemmet, Tanja boede altså på hjemmet og Alexander boede hjemme. Men tiden gik jo hurtig der ovre og vi skulle hjem igen. Vi talte meget om at tage to hold næste år.

2004. Juni

Så kom vi til januar 2004 og skulle tage stilling til, hvordan vi kunne hjælpe igen i år. Det blev som oven for skrevet, Tanja og Alexander der kom i juni og de var nu 8 år begge to.

Vi havde gjort plads oven på, så de havde hver deres værelse og det var en oplevelse at have Tanja igen, vi skulle jo nu lære Alexander at kende og det gjorde vi meget hurtigt, da de var sammen med os. Vi havde lånt en computer, og den fik de lov til at bruge lige som de ville, da vi har fast Internet og det var noget de kunde bruge, det er jo ikke noget de har mulig hed for i Rusland, da de ikke har penge til den slags ting.

Vi var på ture flere steder, men jeg tror at Bon Bon land nok var det bedste for dem, men da jeg skulle passe mit arbejde, måtte Annie tage dem med alene, men det gik også fint. Men hvad der går hurtig og godt har også en ende, så vi måtte sige farvel til Tanja og Alexander, og ville meget gerne igen i år tage med på turen i oktober til Rusland, og det lovede vi Alexander.

2004. Juli

Så var vi klar til næste hold som kom ca. 5 dage efter de andre var taget hjem, det var så 2 drenge på 8 år og en pige på kun 6 år. Dima som også var her sidste år var dejlig at se igen. Desværre kunne vi ikke få Maxim igen da han skulle til Italien, så vi fik Artem som også er 8 år. Artem havde også været i Danmark i 2003, og det var i Kalundborg, der kunne han ikke være i år, og derved kom han her hos os. Så fik vi en dejlig lille prinsesse nemlig Irina som var kun 6 år det var en dejlig pige, vi var meget glade for at have dem alle tre. Måneden gik på næsten samme måde, som med det andet hold.

Bortset fra at her var det ikke computeren, der havde deres interesse men leg i haven og leg med vores schæfer hund Sandi, som de fik meget glæde af, den var kun ca. 1 ½ år, så den kunne rigtig være med, her ud over var det cyklerne og rulleskøjterne og vandslangen der havde deres interesse, men tiden gik også her alt for hurtigt og de skulle også hjem. Og så var huset meget tomt igen. Særlig hunden Sandi kedede sig meget efter to måneder med børnene.

2004. Oktober

Og som sidste år kunne vi ikke andet end tage med til Rusland igen, denne gang valgte vi kun at tage til  Novozybkov, og vi vidste at vi skulle bo hos Alexander som bor lidt uden for byen, Irinas forældre ville også have os, så de havde aftalt at vi skulle være 2 dage hvert sted, de glemte blot at fortælle det til os, det var lidt synd, da Irinas mor så meget frem til, at vi også kom hos hende

Nå men lidt om turen, vi kørte fra Nakskov og tog til Vejle i vor egen bil, og kom til vejle, hvor bussen tog os op. Og vi kørte så til den tyske grænse, hvor vi kunde handle en ½ times tid, vi kørte så til Warszawa i Polen, hvor vi fik en god nats søvn på et godt hotel, og det var også tiltrængt vi kørte fra Warszawa lørdag formiddag og var i Novozybkov mandag morgen. Vi ankom til skolehjemmet kl. ca. 7:00 om morgen hvor de Russiske børn fra hjemmet og nogle af deres forældre tog i mod os alle.

Men Alexander  og hans mor  og morfar tog imod os med blomster, vi kørte lidt uden for byen hvor Alexander boede hos sine bedsteforældre hans mor er alene med ham og hun boede selv inde i byen i en et værelses lejelighed, hun arbejdet på en strikkemaskine fabrik hvor hun har 600 rubler om måneden, morfar arbejdet også på fabrik og får 1500 rubler om måneden så penge er ikke det de har så meget af.

Vi kom til deres hjem og fik noget god mad, som de øste op til os og vi kunde da heller ikke spise alt det. Og sådan gik det hver dag 3 gange om dagen, jeg fik til sidst lært dem, at vi om morgen kun fik kaffe og lidt brød, mens vi sad der forsvandt lyset og det kom først igen om eftermiddagen, var det i Danmark vil belysningsselskabet have problemer, for det ville man ikke finde sig i.

De var nogle rare mennesker også Alexanders mormor som stod for alt maden. Den ene aften vil de have, at vi skulle have et Russisk bad det var som en sauna og den var meget varm, vi blev lagt på en bænk og med en kvist blev vi piskede, men det gjorde ikke ondt morfar og jeg og Alexsander var i bad sammen, og der efter var det damernes tur, Annie sagde bag efter at før hun havde set sig om havde mormor givet hende natkjole på.

De tog os med ud på mange gode oplevelser i byen, vi kom også på et marked, hvor vi købte en cykel med en masse gear og det var den han helst ville have, den kostede 2450 rubel for at se prisen vekslede jeg 100 doller og fik 3500 rubel, dollaren er ca. 612 danske kroner. Der var en Sammenkomst på børnehjemmet hvor vi var med, det var for alle danske gæster.

Samme eftermiddag var vi på besøg hos en lærerinde, det var Luba som tog sig af os i 2003 hun bor også hos hendes mor og far og er alene med en dreng på 8 år.

Vi var så på besøg hos Irina og hendes mor og far som var meget ked af, at vi ikke ville være der et par dage også, men da vi ikke vidste det, måtte vi sige nej tak, men hvis vi kom i 2005 vil vi være hos Irina. De tog os med på en skovtur, og vi var nede og købe nogle fisk, det var ved vandet nærved skoven, hvor der var nogle store jern kar hvor de havde fanget dem i.

Men tiden gik og vi skulle hjem igen, og glæder os til at de Russiske børn kommer igen til juni hvor vi skal have 3 børn, og juli 2005 hvor vi også skal have 2 børn
   

Med en hilsen fra Lolland.

Annie og John Borch, Nakskov

Turen til Rusland 2004.

Efter at have haft russiske feriebørn de sidste 2 år, besluttede jeg mig for at deltage.

I 2003 kom Alexander på  16 år og Alexei på 13 år.

I 2004 kom Alexei igen, Victor på 11 og Erik på 13 år.

Der blev skrevet brev til børnene, så de vidste at jeg kom.

Jeg var godt klar over, at det var en meget lang tur, men i en bus  med ene rare mennesker går tiden fantastisk hurtigt.

Fredag den 8/10 2004.

Efter opsamling i Nibe, Vejle Transportcenter og Banegård var vi klar til lidt grænsehandel. Derefter var der sove bus for dem der ønskede det.

Lørdag morgen blev vi kontrolleret af en betjent på den tysk polske grænse.

Lørdag den 9/10 2004.

Allerede næste dag kl. 14,00 var vi i Warszawa. Det var rart at få rejsestøvet vasket af. Og en lille shopping tur blev det også til, før der var aftensmad, og efter en lille godnat drinks var det sengetid.

Søndag den 10/10 2004.

Kl. 10.00 var der afgang fra hotellet. På køreturen gennem Polen kunne man se, at landet blev mere fattigt, husene blev dårligere.

Vi så mange marker med frugttræer og grøntsager f.eks. hele marker med kål og porer.

Ved 14.00 tiden ankom vi til den Hviderussiske grænse og det var lidt af en prøvelse, at komme over der, selv om der er visum og de ved at vi kommer skal de lige kontrollere alt en ekstra gang.

Sid pænt, smil ikke, de kan tro du gør nar af dem, og hold dit pas parat, der skal 7 stempler til før vi kommer videre, til slut efter 3 timer og tegning af et sygesikrings kort af to ikke helt ædru grænse vagter, de måtte tilkalde en kvinde, til at klare tangenterne på skrivemaskinen, lykkedes det at komme over på den anden side, der er en hvid bro imellem grænserne, den blev straks døbt sukkenes bro.

I Hviderusland bliver der tanket diesel, pris lidt over 2 kr.

For 20 EURO får man 65000 hviderussiske rubler.

På tankstationen er der to Volvo puder der absolut må med hjem til Danmark. Og der er heldigvis en rig mand der kan låne mig pengene til dem.

Hviderusland føles som en lang alle` og vejene bliver dårligere bussen vugger nærmest af sted og toilet forholdene er absolut ikke noget at skrive hjem om.

Da vi kommer til en by bliver bussen lavet om til sove bus, denne nat er det meget svært at sove det gynger alt for meget p.g.a. de dårlige veje.

Mandag den 11/10 2004.

Det er meget let at komme over grænsen til Rusland..

Tidlig morgen er vi i Novozybkov og får dem der skal være her læsset af.

Inden vi når Zukovka kører vi for hurtigt over nogle hajtænder, vi får en bøde på 100 USD, men måske fordi det er først på måneden, slipper vi med 10 USD og 2 øl.

Landskabet uden for her er mægtige store marker og tit uden avl, mange steder må jorden ikke dyrkes p.g.a. forureningen fra Tjernobyl. De marker hvor der har været avlet kartofler, går der mange mennesker og samler resterne op. Man ser ikke almindelige landbrug men nogle kæmpe gårde som ligner industri kvarterer.

Husene bliver meget dårligere og nu fornemmer man, at man er kommet til Rusland, flere steder ser vi heste køretøjer med gamle træ vogne.

Endelig ankom vi til børnehjemmet, det sidste stykke vej med mange sommerfugle i maven, snart skulle jeg gense de drenge, som jeg længtes så meget efter, det er utroligt hvor glad man kan blive for dem på så kort tid.

Da vi var blevet læsset af bussen var vi lidt fortabte, der var slet ingen, der tog imod os. Vi blev lidt forskrækket da der kom en Falck bil, men det viste sig at være skolebussen. Nu forstår jeg bedre, hvorfor børnene var helt vilde, når vi mødte en Falck bil i Danmark. Efter en kort tid kom der heldigvis en og viste os vej til, hvor vi skulle bo, en hel nyrenoveret fløj af  børnehjemmet var til vores rådighed, og manglede kun den røde snor, som vi kunne have klippet over, så havde det været den perfekte indvielse.

Da vi havde pakket lidt ud, fik vi en rundvisning på børnehjemmet og så hvad de brugte pengene fra Danmark til, Erik min ferie dreng var der pludselig og det var rigtig godt med en krammer, lidt senere kom Victor også. Vi så sovesalene, hvor der sov 4, 6, eller 8 børn sammen oftest i køjesenge og blev forbavset over at der ingen skabe var med de ting børnene

havde fra Danmark, det viste sig senere at tingene blev opbevaret på et lille kontor, sikkert fordi de blev væk, hvis de var på værelset.

Næsten alt var meget slidt gamle stentrapper, stumper af gulvtæpper på gangene til at tage den værste kulde, om aftenen en pære på 2 sal som lyste ned på de andre etager, som jeg ser det, var det de helt små børn, som havde de bedste forhold, lidt legetøj og tøjdyr var der trods alt.

På de stuer hvor der sov piger havde man lagt sit håndklæde som en vifte på sengen, så var der da lidt pynt, de fleste vægge var tomme uden billeder.

Forstanderinden hilste også på os og spurgte om vi alle havde fundet vores feriebørn, det havde jeg jo ikke, der manglede jo stadig Alexei, ved vores tolk Olavs hjælp fik jeg fortalt at hans mor var blevet løsladt fra fængslet og havde hentet ham hjem og han var ca. 50 km væk fra børnehjemmet og at skolebussen gerne ville køre mig derhen, jeg kunne ikke ringe derhen først og valgte derfor at lade være, for det var jo slet ikke sikkert at moderen synes det var rart at jeg kom, det var selvfølgeligt ærgerligt, men jeg fik Alexei`s adresse og har senere skrevet til ham.

Alexei havde fortalt mig, at hans forældre boede 500 km væk fra børnehjemmet, og at moderen sad i fængsel, var jeg overhovedet ikke klar over.

Efter middagsmaden som vi spiste sammen med børnene i deres spisesal, en slags skipper labskovs med et par trevler kød, dertil en forfærdelig sød lunken drik, gik vi nogle stykker for at købe lidt ind, butikker i Rusland er ikke så nemme at finde, men vi lærte hurtigt, at dem med gitter for vinduerne, var magasiner, som russerne kalder dem. I en sådan butik står du på den ene side af disken, og peger på det du kunne tænke dig at købe.

Der er små køleskabe i nogle af butikkerne, og alt fra fisk til kage er blandet sammen i samme køledisk og på hylderne, selvfølgelig alle mulige slags vodka en ½ flaske ca. 7,50 kr.

Da vi kom tilbage var der aftensmad 2 små blinis, havresuppe, brød og en lille firkant ost og smør, børnene kan spise alt det brød de har lyst til, men jeg så aldrig nogen få mere smør eller ost til det, kun den lille firkant nøje afmålt.

Der efter tog vi børnene med på værelset.

Erik er forældreløs og en bror på 19 er også død, så han er helt alene.

Victor havde fortalt mig at han havde en mor, så jeg havde medbragt gaver til hende, ved tolkens hjælp spurgte jeg efter hende og hvor hun boede, det vidste han ikke, men han havde 4 søskende på børnehjemmet så de blev hentet og fotograferet sammen med ham.

Tirsdag den 12/10 2004.

Ved morgenmaden i spisesalen er der en pige i en joggingdragt fra brugsen i fuglbjerg, tænk at være 2300 km hjemmefra og så er der en reklame fra DK.

Jeg fik lov til at komme med Edith, Kaj og Olav hen på det lille børnehjem i Zukovka, hvor jeg håbede på, at den ældste af mine feriebørn var, han havde været flink til at skrive til mig, men pludselig holdt det op, han var ikke der mere. Men var rejst til Moskva. Alexander havde fortalt mig, at hans mor og søster boede der, og at han håbede på at kunne flytte hen til dem, så måske var han nu hos dem.

I Rusland er der kun 2 muligheder enten militæret eller universitetet, jeg håber selvfølgelig at Alexander er på universitetet, da han var meget godt begavet.

Derefter gik turen til Zukovka by, jeg fik købt en vinter jakke til Victor, jeg måtte lige låne lidt rubler, så gik jagten ind på en bank, hvor de ville veksle dollars. Inde i Zukovka  by er der et lille marked, hvor der var en masse ting og sager, en dame havde små papkasser med kiks og småkager, men når hun så væk sad gråspurvene i dem.

Pludselig på markedet kom en dame og gav mig en knuser, jeg blev helt forskrækket, for jeg kendte jo da ingen  her, men det var jo vores rengøringsdame fra børnehjemmet, som jeg tidligere på dagen havde givet et pund kaffe. Vi tog en taxa hjem – 10 kr. ca. 2,5 km.

Til middag fik vi suppe, kartofler og en meget lille fiske frikadelle.

Man kan ikke ringe fra biltelefon i Rusland men SMS går fint igennem og mens jeg forsøger at skrive en besked ringer min biltelefon, jeg får meget svært ved at koncentrere mig om samtalen, for mens jeg taler kikker jeg ud af vinduet og på fodboldbanen løber der pludselig en ko ind på banen og tre hunde farer ind og gir hals, for at få koen ud igen, (Det er uvist om koen lavede mål)

Alt græs er meget slidt, når børnene har været skole og har lavet lektier er de udenfor, dørene på børnehjemmene er simpelthen låst og derfor er de tvungne til at gå udendørs i alt slags vejr.

Ingen børn her er for tykke og vil sikkert aldrig få de velfærdsproblemer vi har i Danmark som fx gammelmands sukkersyge.

Om eftermiddagen tog jeg, Victor, Erik og en sød pige fra børnehjemmet, som hedder Rikke hen for at købe pepsier i den lille butik nær børne- hjemmet, vi gik forbi et sjovt lille træ hus i vejkanten, det var en brønd, hvor der kunne hentes vand og de stod med stor afstand så vandet skal fragtes langt. De små huse som folk boede i her, kunne godt ligne kolonihavehuse, mange

af disse mennesker har en ko eller en ged, som hyrden kommer hjem med til aften, han kommer hen af en lidt større vej og så drejer dyrene selv af, når de er hjemme.

Alt jorden omkring husene er udnyttet, her er absolut ingen græsplæne, alt jord er brugt til at avle på, alt affald bliver hver aften brændt i siden af vejen.

Her er ingen fortov eller asfalt, kun jordvej, og de få biler der kommer kører stærkt. På vejene går mange hunde løse, og efter hånden er det blevet til nogle mærkelige gadekryds.

Alle træer i byen er malet hvide den sidste halve meter på træstammen, så kan man nemmere finde rundt i mørke.

Onsdag 13/10 2004.

Efter morgenmaden som var grød og brød, kom skolebussen og hentede os for at køre os hen for at se et krystal museum, det var måske lidt farligt, bagdøren var bunden sammen med en sikkerhedssele, det var i øvrigt den eneste sele i den bil, mange af sæderne var ikke boltet fast og vi sad nærmest i lag. Efter besøg og køb af krystal, fulgte jeg med min værelseskammerat Bodil hen i kirke, hvor vi købte et vokslys og tændte det og sad stille på en bænk, det var meget højtideligt og hvor var der vel nok mange flotte malerier på loft og vægge.

I denne by var der også et marked, hvor vi kunne bruge lidt penge.

Da vi gik tilbage til bilen, kom vi forbi en lille forretning, hvor vi overfaldt alt hvad vi troede vi kunne li, sulten var vi blevet, udenfor på trappen skulle alt det her så fortæres, men syntes de russere der kom forbi var noget mærkeligt noget, de kikkede på os og sagde noget om varm te.

Vi havde dog nær fået noget galt i halsen for lige foran os, kom der et lig optog med åben kiste, forrest gik der små drenge med blomsterkurve, dernæst bar nogle mænd låget til kisten, derefter kom så den åbne kiste, en gammel mand var død, og lå pænt der i hans nyeste tøj, bagved kom så familien og allerbagerst 2 hornblæsere.

Da vi kom tilbage, gik Victor og jeg hen for at finde banken, vi kunne ikke finde Erik, jeg troede så at Victor kunne finde banken, men han anede ikke hvor den var, hvor skulle han også vide det fra, han har jo sikkert ikke penge i banken.

Stor blev min forbløffelse dog, da vi kom ind til byen, for der havde drengen aldrig været, han anede ikke hvad de solgte i butikkerne og da vi skulle købe pølser, måtte han vende pengene om, for at se hvad de var værd, i hans land var han lige så uvant med pengene som jeg var.

I en lille nærmest torvehal købte vi lidt småtterier, da vi skulle betale,

(jeg spurgte ikke om jeg kunne betale med dankort).

regnede ekspedienten beløbet ud på en kugleramme som stod på disken,

Vores børn var trætte, så vi tog en taxi hjem til børnehjemmet, jeg gav Victor pengene, han var meget stolt  over at måtte betale taxien, men han bad taxi manden om holde udenfor børnehjemmet, det var vist lidt for meget, at de andre børn så ham i en taxi.

Under hele turen gik Victor med mit fotografi apparat i den inderlomme, den nye jakke havde, der var godt nok ingen film i, men bare det at gå med det var bare dejligt.

Hjemme fik vi gang i at lave pølser på en el kande og finde hvad vi havde der kunne spises, det er nok det mest mærkelige måltid jeg har fået.

Der var i hvert tilfælde to ting, jeg kunne gøre for børnene, give dem noget mad og klæde dem varmt på. Børnene havde det sommertøj på, som de fik i Danmark og der var allerede frost grader i Rusland.

Da jeg senere skulle med børnene over på deres værelser, stod der en meget gammel dame ved køkken vinduet, sikkert for at få lidt mad rester, hun havde et hovedtørklæde på, som var et stykke af en gammel sæk, jeg havde et par bolsjer i lommen og gav damen dem, hun tog sig til hjertet og sagde tak (spasiba). Og hvad pyt jeg kunne vel også undvære 10 rubler ca. 2,50 kr. til hende, først ville hun absolut ikke tage imod dem, men jeg lagde dem i hendes hånd, derefter slog hun korsets tegn og bad en bøn for mig, det var en meget stærk oplevelse for mig, og jeg tror aldrig jeg glemmer det.

Torsdag den 14/10 2004.

Sad 2 timer og ventede på bussen, der skulle køre os til et stort marked i Briansk, der var en misforståelse, vi skulle være gået op på sanatoriet, men troede at bussen kom efter os, men efter at være gået op på sanatoriet kom vi endelig af sted.

I august måned havde jeg smidt 20 kr. i en tombola og vundet en hovedgevinst, som var et gavekort fra Nordea på 4300 kr. jeg havde derfor bestemt mig for, at børnene skulle forkæles, når vi kom til dette marked. Foruden tøj og andre ting de skulle have, viste jeg børnene en 500 rubel seddel de måtte få hver, til lige hvad de havde lyst til, danske børn var sikkert styrtet hen til Fætter B.R. men her gjorde børnene noget som overraskede mig meget, først købte de 2 dåser mælk hver, så et kylling lår, 3 pølser og en lille ost.

Og så var de mere end tilfredse, jeg måtte så forklare dem at der stadig var penge tilbage, først da blev der købt en fodbold, walkman, bip bip spil, kassettebånd, kortspild, kuglepenne, chokolade og frugt.

Der var midt på markedet en stor hal, hvor der var kød varer, selv grisehoveder blev der solgt der, og hvis den danske veterinær kontrol kom på besøg, er jeg sikker på, at der ingen boder havde været tilbage.

Børnene var meget trætte da vi kom hjem, det havde været en meget stor oplevelse for dem, at være til marked og køre i bussen, som de sikkert håbede kom efter dem til sommer.

Da vi kom tilbage til børnehjemmet, skulle der være party med alle vores gode sager, men ak, der kom en stram tante og fortalte os, at vi skulle spise i spisesalen, vi fulgte pænt med, men børnene nægtede at side til bords, de stod helt henne ved døren og var sikkert bange for, at deres pølser skulle være væk, når de kom tilbage.

Men så blev der holdt party, bagefter var jeg med drengene ovre på deres værelser, hvor vi tog billeder af dem på deres seng. Victor boede sammen med 8 andre drenge, her var der også en lille stue med et gammelt TV og et par gamle skriveborde, sikkert til at lave lektier ved.

Erik boede elendigt, der var 4 køjesenge med en meget lille gang imellem og intet andet. Deres TV var gået i stykker, på denne afdeling var der også nogle af de børn, som absolut ikke bliver sendt til Danmark.

Børn med høje pander og mongolide træk, en var meget dårligt gående.

Det skal ingen hemmelighed være, at Erik var svær at have, da han var i Danmark sidste sommer, men nu forstår jeg ham meget bedre og kan forstå nogle af de mærkelige ting han gjorde.

Så kom det værste på hele turen, vi skulle tage afsked og det var meget meget svært.

Kl. 1 russisk tid var der afgang fra Zukovka, og jeg var meget glad for, at mine drenge lå i deres seng, da vi skulle af sted.

Forstander og skolebus chaufføren kørte os hen på sanatoriet og så skulle bagagen pakkes, det virkede lidt voldsomt, at der sad vagter rundt omkring, nogle fortalte, at der havde været problemer med en pyroman, men måske var de bange for at vi skulle tage et par stykker af børnene med hjem i kufferten, og hvem havde ikke lyst til det?

Hjemturen gik udmærket og selvfølgeligt skulle vi side i 4 timer ved Hvide Ruslands grænse, de var bange for at de kom til at savne os, da vi endelig kom over broen klappede vi alle.

Selvfølgelig var jeg træt, da jeg kom hjem og sov i næsten 2 dage, men det var helt bestemt en dejlig tur fyldt med en masse oplevelser, og her til sidst vil jeg sige tak til alle for en dejlig tur.

Venlig hilsen Jette Vad.

                                                                                      Til toppen af siden

Hjælp oS AT HJÆLPE ANDRE

Girokonto
408-4438

Netbank
3724-0004084438